Enmandshæren fra Sønderborg kæmper videre
I valgkampen kaldte flere af mine politiske modkandidater mig for ”enmandshæren fra Sønderborg”. Ikke i ond hensigt, men med henvisning til at de også gerne ville vælges som repræsentanter for Sønderborg kredsen. Det lykkedes som bekendt ikke og i de kommende fire år vil jeg atter være det eneste folketingsmedlem der er opstillet og valgt i Sønderborg kredsen.
Det er jeg takket være al den hjælp jeg har fået af jer gode partifæller, men det er tankevækkende, at udviklingen er gået sådan, at fra da jeg opstillede og blev valgt første gang i 2007, er vi gået fra fem til blot ét folketingsmedlem her i Sønderborg.
I 2007 blev jeg valgt, men udover mig altså Ellen Trane fra Venstre, Jørn Dohrmann fra DF, Mike Legarth fra Konservative og Jesper Petersen fra SF (han er som bekendt senere skiftet til os og nu opstillet i Haderslev).
Udover os fem der var valgt i Sønderborg, var Sønderjylland i øvrigt repræsenteret fra de øvrige kredse i landsdelen.
I dag har Sønderjylland blot fire folketingsmedlemmer, opstillet og valgt i en af de fire sønderjyske valgkredse og dermed svækkes vores landsdels indflydelse på Christiansborg.
Forklaringen skal findes i, at vi har fået flere og mere mindre partier end for tyve år siden. De mindre politiske partier prioriterer desværre ikke Sønderjylland når der opstilles kandidater. Det betyder at Sønderjylland står historisk svækket tilbage efter folketingsvalget i år. Det skal ikke opfattes som en kritik af de politikere der er valgt i andre dele af vores storkreds. Jeg er sikker på at vi nok også skal formå at gøre dem lydhøre for synspunkter der er vigtige for vores landsdel. En fast forbindelse mellem Als og Fyn eksempelvis. Det bliver bare, alt andet lige, lidt mere vanskeligt.
Emnet fyldte også i debatten da vi afholdt kredsrepræsentantskabsmøde for nylig og derfor anvendte jeg 1. maj og mine taler der, til at lufte min bekymring. Strengt taget er det ikke en debat vi socialdemokrater behøver at rejse, for vi er trods alt så stort et parti at vi også fremover vil få valgt folketingsmedlemmer i de sønderjyske valgkredse, men netop derfor kan jeg tillade mig at fremføre problemet, uden at skulle beskyldes for at tænke i egeninteresser.
Jeg har derfor foreslået at det overvejes at revidere kredsreformen fra 2006. Dengang gik man fra 17 til 10 storkredse og det medførte at den sønderjyske amtskreds blev slået sammen med to andre, til én storkreds.
I en tid hvor forskellene mellem by og land fylder stadig mere, er det væsentligt at balancerne bliver sikret. At de dele af Danmark der ligger langt fra de største byer også er sikret politisk repræsentation. Vi tager allerede et særhensyn til Bornholm, der udgør sin egen storkreds. Her er der godt 30.000 vælgere. Til sammenligning har de fire sønderjyske valgkredse godt 176.000 stemmeberettigede vælgere, så teknisk er der ikke noget til hinder for at etablere mindre storkredse.
Jeg har nu løftet emnet i den offentlige debat og vil som det næste rejse spørgsmålet internt i vores eget parti. Det kunne for eksempel gøres ved at vi nedsætter en intern socialdemokratisk arbejdsgruppe der ser på om det og andre forbedringer af vores valgsystem kan være relevant. Det er i alt fald sikkert, at da man skabte valgkredsreformen i 2006, var der ingen der havde forestillet sig en situation med så mange og så små partier i Folketinget.
